Renovering af Resen Kirke 2023

Et gammelt kirkerum med nye muligheder og et nyt udtryk.

Det var overskriften for Resen-Humlum Menighedsråds ønske om en restaurering af Resen Kirke.

Menighedsrådet vil gerne have mulighed for at anvende kirkerummet på flere forskellige måder. Ligeledes ønsker man at give kirkens indre et mere sammenhængende udtryk, der fremhæver det smukke rums mange kvaliteter.

Projektet med restaureringen af Resen Kirke var en lang proces, der strakte sig over flere år, men nu er restaureringen tilendebragt – og med et spændende resultat, hvor menighedsrådets tanker og intentioner med restaureringen langt hen ad vejen er blevet gennemført.

Der er skabt mere friplads i kirkerummet ved at fjerne bænkene foran prædikestolen og i den øverste del af sideskibet. Nogle af de fjernede bænke er blevet genbrugt og opstillet langs væggene i sideskibet.

Det fritlagte område i kirken, giver bl.a. bedre muligheder for kor- og koncertarrangementer.

Der er ikke noget menighedshus i tilknytning til Resen Kirke, men der vil øverst i sideskibet ad hoc kunne etableres et café-område til mindre arrangementer.

Ændringen giver også meget bedre plads og tilgængelighed for kørestole mv.

Et smukkere og mere sammenhængende kirkerum

Restaureringens øvrige dele har haft til formål at skabe et smukkere og mere sammenhængende kirkerum

Ved at fjerne bænkene foran prædikestolen fritlægges den, som den tidligere har været, og den vil komme mere til sin ret som det sjældne stykke kirkeinventar, den faktisk er. Der findes kun én mere af samme type i hele landet.

Der er lagt et nyt teglgulv på gangen i hovedskibet samt i koret op til alterskranken. På den anden side af alterskranken er trægulvet blevet afhøvlet og sæbebehandlet. I den fritlagte del af hovedskibet og sideskibet er der lagt trægulv svarende til gulvet under bænkene. Det betyder samtidigt, at gulvene i hele kirken nu er uden niveauforskelle.

Kirkens meget smukke kvaderstensalter er blevet fremhævet med en ny alterplade i granit.

Altertavlen er blevet afrenset og restaureret. Det samme gælder prædikestolen

Bænke, pulpitur, alterskranke mv. er nymalet i en let revideret og mere tidssvarende farvesætning, men stadigvæk i grønt. ”Trekanterne” på bænkegavlene er dog malet i rødlige og brunlige nuancer, der er taget fra prædikestolen. Kors og forgyldninger på bænkegavlene er blevet belagt med 22 karat bladguld.

Kirken er kalket indvendigt. Lysekronerne har været sendt til gørtleren og er blevet pudset op. Pærerne er samtidig blevet udskiftet til LED, så der kan spares på strømforbruget. Orglet er også blevet renset og intoneret på ny.

Alt sammen er det sket med det formål at kirkerummet skal stråle i sin fulde glans som menighedens gudstjenesterum og brugsrum.

Der er i forbindelse med restaureringen blevet etableret en luft til luft varmepumpe i sideskibet til at danne kirkens grundvarme. Det sparer på energien og samtidig afhjælpes fugtproblemer.

Mindestenen over Resenslægten (præsteslægt gennem 200 år), der har været indmuret i kirkens vestvæg, har også været nedtaget og sendt til restaurering, da den har været meget beskadiget af bl.a. indtrængende salt.

Trædestenen foran indgangsdøren er blevet udskiftet med en granitsten, da den tidligere sten var ved at smuldre væk.

 

Arkitektfirmaet, der har stået for renoveringen, er Vilsbøll og Poulsen, Lemvig.

Resen Kirke