Babysalmesang
Når der er Babysalmesang i Humlum Kirke får det farverige alterbillede selskab af kulørte tæpper, bolde og tørklæder
Babysalmesang er for børn i alderen 2 - 11 måneder vil få lejlighed til at være sammen med mor eller far på en anderledes måde i kirkerummet.
Gennem musik, lyd og bevægelse stimuleres barnets sanser og samhørigheden mellem barn og forældre.
Til babysalmesang vil vi synge både nye og gamle salmer samt enkelte børnesange i det fantastiske kirkerum. Samtidig vil vi bevæge os rundt i rummet, lave fagter, bruge rekvisitter eller bare sidde helt stille, mens vi synger eller lytter til musik. For børn er især genkendelsens glæde noget helt særligt.
Der kræves ingen forudsætninger for at deltage i babysalmesang - kun lysten til at være sammen med sit barn. For barnet er netop din stemme den smukkeste.
Hvad sker der ved Babysalmesang?
Udover en hyggestund for forælder og barn i selskab med andre, er babysalmesang en form for sansestimulering. Den tyske professor i musikpædagogik Hans Günter Bastian udtrykker det således: ”Intet kan udvikles i hjernen, som ikke først er udviklet i sanserne” idet sansestimulering er en nødvendig næringskilde for hjernen. Barnets selvopfattelse har sit udgangspunkt i kroppen, hvorfor babysalmesang rummer forskellige aktiviteter med bevægelse i puls, dans og gestik.
Info og tilmelding
Der er desværre ikke et babysalmesangshold ved Resen-Humlum Kirker denne sæson, men vi har fået lov til at henvise til Babysalmesang ved Rikke Feraru i Hvidbjerg Kirke.
Se mere her: https://www.thyholmpastorat.dk/page/12/babysalmesang