12/12/2025 0 Kommentarer
Hvor underfuldt at denne dag er vor – om Thøger Larsens liv og digtning med indlagte fællessange
Hvor underfuldt at denne dag er vor – om Thøger Larsens liv og digtning med indlagte fællessange

Sogneaften torsdag 26. Februar kl. 19.30 i Kirkehuset i Humlum
Fhv. lærer og organist Søren Christensen,
Hvor underfuldt at denne dag er vor – om Thøger Larsens liv og digtning med indlagte fællessange
En præsentation af den nye Thøger Larsen-sangbog, udgivet på Højskolernes forlag i anledning af 150-året for Thøger Larsens fødsel. Søren Christensen er medredaktør af sangbogen og fortæller om den, om Thøger Larsens liv og forfatterskab og spiller til en halv snes udvalgte fællessange fra bogen.
De fleste kender nok “Du danske sommer jeg elsker dig” og “Danmark, nu blunder den lyse nat”, men sangbogen rummer i alt 35 sange med melodi af både nulevende og afdøde komponister. Når Thøger Larsens sange ikke blev lige så kendte og populære som f.eks. Jeppe Aakjærs, kan det skyldes at han på mange måder var forud for sin tid. Det kan man så selv dømme om, ud fra den nye sangbog.
Thøger Larsen var både forfatter, fremragende amatørastronom og oversætter fra bl.a. græsk og oldnordisk, sprog som han lærte ved selvstudium. Hans borgerlige erhverv - dem der bragte brød på bordet - var landmålerassistent og redaktør af Lemvig Dagblad.
Han var gift med Thyra Paludan, der bidrog til økonomien via sit arbejde ved Vandbygningsvæsenet, en udearbejdende hustru hvilket var ret usædvanligt på den tid.
I forbindelse med hans 50 års fødselsdag foranstaltede venner en landsindsamling, der indbragte et pænt beløb øremærket til udlandsrejser, noget Thøger og Thyra aldrig havde haft råd til men altid ønsket. Det blev til to rejser til Italien inden hans alt for tidlige død som 53-årig i 1928. Ellers tilbragte han hele sit liv i Lemvig med undtagelse af nogle få år som huslærer forskellige steder i Jylland og nogle besøg i København. Men hans horisont rakte langt ud i himmelrummet og ud over hans egen tid.
Kommentarer